21 millioner på vej fra Socialstyrelsen: Nu kan flere kommuner tilbyde fritidspas til udsatte

Flere kommuner vil fremover arbejde aktivt for at hjælpe udsatte børn og unge ind i foreningslivet. Socialstyrelsen har kort før jul støttet med i alt 21 millioner kroner til 14 kommuner, der skal gå til at sikre fritidspasordning i de udvalgte kommuner. Og det glæder DGI, som mener, at det går for trægt med at udbrede ordningen. “Det har stået stille i en del år, hvor det ikke har rykket sig. Og her er der et ordentligt ryk, så der nu er endnu flere kommuner, der tilbyder fritidspas. Og det ser vi på med stor glæde,” siger Julie Bohn Rasmussen for DGI Inklusion. Fritidspasset giver børn fra udsatte familier hjælp til at blive aktive i foreningslivet ved blandt andet at yde støtte til kontingent og udstyr.

Det mindsker den geografiske ulighed. Det skal jo ikke afhænge af, hvilken kommune man tilfældigvis bor i, om man kan få støtte.
Julie Bohn Rasmussen, Programleder, DGI Inklusion

 

Mindsker geografisk ulighed

I efteråret viste et folketingssvar fra social- og ældreminister Astrid Krag (S), at omtrent hver tredje kommune slet ikke tilbyder fritidspas til deres udsatte borgere. Men ni af de kommuner har nu fået penge fra Socialstyrelsen til at sætte gang i ordningen. Fem kommuner havde en skrabet model af fritidspasset, men får nu flere muskler til at sikre at udsatte børn og unge får en nemmere vej ind i foreningslivet.

“Det mindsker den geografiske ulighed. Det skal jo ikke afhænge af, hvilken kommune man tilfældigvis bor i, om man kan få støtte,” siger Julie Bohn Rasmussen.

Hun mener, det er afgørende, at vi bliver bedre til at inkludere børn og unge fra udsatte familier i foreningsfællesskaberne.

“Fritidsfællesskaberne er et frirum. Det er der, hvor man kan mødes med sine jævnaldrende og have det hverdagsliv, som rigtig mange andre børn og unge har i Danmark,” siger Julie Bohn Rasmussen.

 

Fakta

Her er de 14 kommuner, der har fået penge fra Socialstyrelsen til deres fritidspasordning.

  1. Lolland Kommune 1.020.000 kr.
  2. Vejen Kommune 920.940 kr.
  3. Thisted Kommune:  1.848.562 kr.
  4. Frederikssund Kommune: 1.678.390 kr.
  5. Horsens Kommune: 2.220.058 kr.
  6. Mariagerfjord Kommune: 1.085.965kr.
  7. Randers Kommune: 1.360.440 kr.
  8. Hjørring Kommune: 1.939.304 kr.
  9. Aalborg kommune: 2.533.750 kr.
  10. Rødovre Kommune: 1.513.453 kr.
  11. Favrskov Kommune:  348.618 kr.
  12. Glostrup Kommune: 1.240.500 kr.
  13. Tårnby Kommune: 1.301.000 kr.
  14. Silkeborg Kommune: 1.941.020 kr

 

Men ugifter til fodboldstøvler og kontingent får mange familier til at vælge fritidsaktiviteterne fra. Derfor er støttemillionerne fra Socialstyrelsen afgørende.

“Vi ved, at økonomisk støtte er afgørende for en del familier. Især når det kombineres med fritidsvejledning. Så får vi overvundet de barrierer, der ellers kan være,” siger Julie Bohn Rasmussen.

Kilde: Altinget.dk

Ho Bugt_FamilieNET FamilieRINGEN_uge 27 (21)