Dansk Folkehjælp uddeler en ekstraordinær Vinterhjælp
I december 2022 afsatte regeringen et samlet beløb på 50 mio. kr. til danske nødhjælpsorganisationer. Pengene skulle fordeles til fattige og udsatte familier, hvis økonomi er særligt hårdt presset af inflation og stadig stigende energipriser. Organisationen Dansk Folkehjælp fik 24,3 mio. kr. og kan på den baggrund uddele Vinterhjælp til i alt 12.626 familier, som en håndsrækning i form af gavekort til mad og andre væsentlige fornødenheder.
Dansk Folkehjælp kan på grund af en ekstraordinær bevilling fra Socialstyrelsen uddele Vinterhjælp, der skal understøtte udsatte og fattige familier, som er særligt hårdt pressede på økonomien grundet inflationen og høje elregninger.
Helt præcist kommer 12.626 familier til at få gavn af initiativet, der består af gavekort til indkøb af både dagligvarer og andre fornødenheder. På den måde forventer organisationen, at der bliver frigivet midler i familiernes budgetter, der kan hjælpe med at dække bl.a. de tårnhøje el- og varmeregninger.
Vinterhjælp skal frigive midler til de voldsomme regninger
Vinterhjælp uddeles i form af gavekort og kan bruges til dagligvarer og andre fornødenheder. Familierne modtager to forskellige gavekort; ét til dagligvarebutikker samt et andet til indkøb af ting, der er svære at komme udenom – eksempelvis vintertøj, børnetøj, babyudstyr eller sportstøj til børnenes fritidsaktiviteter. Gavekortene har en samlet værdi på 2.000 kr.
Generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Peder Thorning, fortæller:
“Formålet med Vinterhjælp er, at vi kan give økonomisk hjælp til indkøb, som er uundgåelige i familiernes budget – herunder mad, vintertøj, børnetøj og lign. På den måde forventer vi at frigive midler i de i forvejen hårdt prøvede familiers budget, som så kan bruges på for eksempel de tårnhøje elregninger og prisstigninger i butikkerne. Uoverskuelige og uforudsete regninger kan være svære at håndtere for familier, der i forvejen ikke har et stort råderum i deres økonomi. Her hjælper Vinterhjælp på den korte bane, men i Dansk Folkehjælp forventer vi omvendt, at regeringen og Folketingets partier snart finder mere langtidsholdbare løsninger på det sociale område, der kan forbedre situationen for de mest udsatte familier – også på længere sigt.”
Hvem kan modtage Vinterhjælp?
Dansk Folkehjælp uddeler Vinterhjælp til familier, der er blevet visiteret og godkendt i samarbejde med landets kommuner. Den primære målgruppe består af enlige forsørgere på overførselsindkomst med et eller flere hjemmeboende børn på under 18 år, samt familier med samboende forældre, hvor begge forældre er på overførselsindkomst.