Vilma på 14 år: ”Jeg tænker altid på prisen først”

“Jeg tænker meget over, hvad jeg bruger mine penge til. Og kigger altid på prisen først.”  

Sådan fortæller Vilma på 14 år, der bor sammen med sin far i en lejlighed i København. Vilmas far er førtidspensionist og meget opmærksom på, at han og Vilma får økonomien til at strække til hele måneden hver måned.  

For både Vilma og hendes far fylder penge derfor meget. De supplerer hinanden, når de fortæller om daglige prioriteringer, for at få råd til de helt basale ting som mad, transport og tøj. De forklarer i fællesskab om de langstrakte opsparinger til store udgifter for eksempel til juI, til aktiviteter med skolen, til en ny vinterjakke. Og så taler de om de helt store poster, som kræver hjælp fra familie og organisationer: Vilmas konfirmation og det efterskoleophold, som de håber på, at hun kan få.  

Derfor hjælper de hinanden til at spare på pengene: De sørger for ikke at tage lange bade, fordi varmt vand er dyrt. De holder øje med prisen på strøm og vasker tøj, når strømmen er billig. De handler ofte i genbrugsbutikker eller på kræmmermarkeder. Og de holder sig til middagsretter med få ingredienser, så intet går til spilde. En pakke hakket oksekød bliver til en gryderet til flere dage eller til portioner, der fryses ned. Og når de når helt hen sidst på måneden, og der ikke er flere penge tilbage, står den på rester og det, der er i skabe, køleskab og fryser.  

“Det er helt okay for mig, at vi sparer og lever så billigt som muligt. Vi bor i en toværelses, far sover i stuen, og jeg har værelset. Jeg er ikke utilfreds med noget, for vi klarer os. Men jeg siger det ikke til nogen. Jeg bryder mig ikke om, at de andre ved, at vi ikke har ret mange penge. Mine tætte venner judger mig ikke. Men det er meget sjældent, at jeg har venner med hjem. Og slet ikke med hjem til aftensmad.”  

Pinligt at være en af de fattige 

Vilma og hendes far taler meget om økonomi, og om, hvordan Vilma kan deltage i aktiviteter, selvom hun ikke har penge. De taler også om, hvad Vilma kan sige til klassekammeraterne, når de undrer sig over, at hun ikke går med i Lidl efter et pølsehorn i frikvarteret eller ikke er lige så aktiv som de andre på sociale medier. 

“Jeg siger bare nej til at gå med i frikvarteret – jeg siger ikke, at det er fordi, jeg ikke har penge. Jeg sender heller ikke et haul (en post på sociale medier for at vise et nyindkøb, red.), som de andre gør, når de fx får nyt tøj. Jeg havde købt en nederdel i Føtex, som jeg var virkelig glad for. Den var flot. Men jeg havde ikke lyst til at fortælle, at den var fra Føtex,” siger Vilma, der får 200 kr. om måneden i lommepenge. De 200 kr. skal dække alt det, der ikke er buskort til skolen, telefonabonnement og kontingent til den idrætsgren, som hun dyrker to gange om ugen.   

“Jeg har lagt alle mine ønsker ind på Ønskeskyen, så jeg til jul og fødselsdag måske kan få noget af det tøj og de smykker, som jeg ønsker mig, men som jeg selvfølgelig ikke selv har råd til. Jeg skriver altid kun ønsker ind, som er rimelige – som ikke er alt for dyre.”  

Allerhelst vil hun bare være lige som de andre og holde det med den stramme økonomi for sig selv. Hun husker en af de gange, hvor hendes far havde søgt hjælp gennem en organisation, og hvor skolens sekretær kom ned i Vilmas klasse med et brev til Vilma om, at hun og faren var bevilget hjælp.  

“Jeg blev selvfølgelig glad for, at vi havde fået hjælp, men det var frygteligt pinligt, fordi alle jo ville vide, hvad det var for et brev. Og jeg havde ikke lyst til at fortælle, hvad det var. Jeg følte mig som den fattigste,” siger Vilma.   

En skole med dyre rejser 

Vilma går på en folkeskole med højt fagligt niveau for elever med særlige forudsætninger. Med til skolegangen hører, at klassen indimellem skal rejse til udlandet for at deltage i konkurrencer. Sidst var det en tur til Tyskland, som kostede 750 kr. i selvbetaling.  

Vilmas forældre har i samarbejde med hendes tidligere lærere valgt skolen for at give Vilma nødvendige udfordringer og den bedste skolegang, og familien prioriterer andet væk for at få råd til de ekstra udgifter til rejser, der er forbundet med at gå i netop den skole.  

”Min mor betalte de 750 kr. til turen til Tyskland. Heldigvis var det muligt at betale i to rater. Og heldigvis kunne min mor betale, for min far og jeg havde ikke pengene. Vi er enige om, at skolen er den helt rigtige for mig, og jeg ved godt, at det betyder, at andre ting skal skæres væk,” siger hun og forklarer, at hun søger arbejde for selv at kunne bidrage til økonomien.  

”Jeg vil rigtig gerne tjene mine egne penge, så jeg både kan styre det selv og hjælpe mine forældre økonomisk. Jeg har aftalt med min far, at når jeg får arbejde, skal jeg lægge halvdelen fra til en opsparing, fordi jeg rigtig gerne vil på efterskole, og det skal jeg selv også spare op til. Vi har besøgt skoler og fundet én, hvor jeg kan få tilskud, så vi har råd til det, og hvis jeg så frem til da kan tjene 1.000 kr. om måneden, kan jeg lægge 500 kr. fra til efterskole.”   

Hvis penge ikke var en begrænsning … 

Og hvad nu, hvis penge ikke var en begrænsning?  

Vilma kigger over på sin far med et stort smil:  

“Ja, så vil jeg fx gerne spise fisk til aften indimellem. Men jeg ved godt, at fisk er dyrt.” 

Både hendes far og Vilma selv smiler ad hendes beskedenhed. For “selvfølgelig vil jeg også gerne nogle af de ting, som de andre gør”. 

“Jeg vil også gerne på ferie. Mange tager både på sommerferie, efterårsferie og juleferie. Så skal de en tur til London. Nogle skal til USA. Det er ikke, fordi de praler af deres rejser. De er bare glade, og så lægger de billeder op på sociale medier. Man bliver da lidt misundelig, også selvom jeg er glad for det, som vi gør. Vi bruger meget Gabriel Jensen Ferieudflugter. Nogle gange tager vi til Helsingør og sejler over til Helsingborg. Nogle gange har vi været i sommerhus med nogle i vores familie, som har et sommerhus. Og for seks år siden var vi i Egypten. Det vil jeg gerne igen.”  

Vilma er ikke den 14-årige piges rigtige navn. Hun vil gerne være anonym for at undgå at blive drillet med at være fattig.