Gemmer julen til januar

I FamilieRingen nedtoner daglig leder Pia Stryger snakken om ønskelister, julearrangementer og høje forventninger. Den dyre julemåned stresser husets brugere.  

MARIBO:  Særligt én ting er fælles for alle de familier, der kommer i FamilieRingen i Maribo: december måned er ekstra hård for både børn og voksne. For de fleste familier er december ellers forbundet med glæde og forventning. Men i aktivitets- og fællesskabet FamilieRingen for familier med sociale eller økonomiske problemer er julen alt for dyr og derfor fyldt med bekymringer.

-Julen er bestemt ikke bandlyst, men vi er opmærksomme på at få julemaskinen ned i gear. Højtiden stiller ekstra krav, som forældrene har svært ved at leve op til. Og det øger mistrivslen, fortæller daglig leder Pia Stryger.

Tilbage i september måned viste en undersøgelse fra blandt andre Dansk Folkehjælp, at økonomisk trængte familier må undvære måltider, nødvendigt tøj og sociale aktiviteter. Børnene er på mentalt overarbejde og forsøger at skjule, at de ikke har samme muligheder som fx deres klassekammerater.

-I julen bliver det endnu mere tydeligt, at de skiller sig ud og ikke har samme muligheder. Vi møder dagligt familier, der i perioder ikke har råd til tre måltider. Når man i forvejen lider basale afsavn, giver selv små udgifter til julearrangementer og pakkeleg i skolen virkelig ondt i maven, fortæller Pia Stryger.

Dansk Folkehjælp, der driver FamilieRingen i partnerskab med Lolland Kommune, uddeler igen i år Julehjælp til økonomisk trængte børnefamilier. Flere end 20.000 har ansøgt i 2024.  I Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune er 470 familier godkendt til at modtage Julehjælp fra organisationen.

– Knap hver anden ansøger har et månedlig rådighedsbeløb på under 2.000 kr. Selvom familierne i FamilieRingen har en række udfordringer, er deres bekymringer karakteristisk for familier, der kæmper med en meget stram økonomi, siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp Mirka Mozer.

– Det er barskt at leve i fattigdom i Danmark. Mens de voksne kæmper en kamp for at få enderne til at mødes, kæmper børnene mod fordomme og forsøger at skjule pengemanglen og skammen. De trækker sig fra fællesskaber, der koster penge, og julen er dyr, fortsætter Mirka Mozer.

I FamilieRingen er årets store julearrangement vanen tro rykket til januar måned. Og i år har familierne taget initiativ til selv at finansiere en del af arrangementet.

– Familierne har flettet julestjerner. Og de er vildt flotte, hvis jeg selv skal sige det. Den lokale turistinformation i Maribo har sagt ja til at sælge dem i deres butik. Det er dejligt at opleve familiernes store engagement, fortæller Pia Stryger.

Hos Dansk Folkehjælp er man bevidste om, at en økonomisk håndsrækning alene ikke løser fattigdomsproblematikken – der er også brug for langsigtede og helhedsorienterede indsatser.

-Mere end 49.000 børn lever i fattigdom i Danmark. Dansk Folkehjælp har en række direkte støtteindsatser, som giver familier et tiltrængt pusterum. Men det er ikke nok. Derfor har vi, i samarbejde med 21 andre organisationer, netop lanceret en handleplan mod børnefattigdom. For ingen børn bør vokse op i fattigdom i Danmark, slutter Mirka Mozer.

 

jul