Tryghed er blevet for de rige. Se blot på myndighedernes anbefalinger om nødberedskab
Det er langt fra alle, der har råd til at købe nødradio, jobtabletter og dåsemad til tre dage, som myndighederne anbefaler. Regeringen bør sikre, at mennesker i fattigdom får økonomisk hjælp til at være ‘en del af beredskabet’. Ellers vil det igen være de udsatte, der står for skud, hvis krisen kommer, skriver Mirka Mozer.
Uligheden i Danmark er større end nogensinde. Økonomisk ulighed. Ulighed i sundhed. Social ulighed. Ulige muligheder for uddannelse og job. Og nu også ulighed i tryghed, der opstår, fordi tusindvis af familier ikke har råd til at preppe og berede sig, som myndighederne anbefaler.
I 2024 havde knap hver anden ansøger af julehjælp i Dansk Folkehjælp kun 2.000 kroner i månedligt rådighedsbeløb, mens knap hver ansøger havde 1.000 kroner. Vi oplever, at ansøgernes fattigdom for hvert år bliver dybere. Forældre springer måltider over, så børnene kan få. Flere undlader at købe receptpligtig medicin, fordi de ikke har råd. Nogle holder deres børn hjemme fra skole, hvis der er børnefødselsdag, udflugt eller andet, som koster penge. Med en så anstrengt privatøkonomi er det nærmest umuligt at finde penge til den krisepakke, som myndighederne opfordrer alle husstande i Danmark til at anskaffe sig. Og lige så umuligt at få råd til et førstehjælpskursus og dermed blive i stand til at hjælpe i familien og nabolaget ved en krise.
Tryghed koster penge
Når Beredskabsstyrelsen med pjecen ‘Forberedt på kriser’ vil betrygge alle borgere i Danmark om, at “du er en del af beredskabet”, har det modsatte effekt i familier, der lever i relativ fattigdom.
Sådan en myndigheds-anbefaling øger følelsen af utryghed og usikkerhed.
For ikke alle har råd til at leve op til anbefalingerne om at købe nødradio, jodtabletter, førstehjælpskasse, powerbank, batterier, lommelygte, håndsprit, toiletpapir, nødvendig medicin og mad og vand til hele familien i tre døgn.
Også den nye beredskabsaftale, som regeringen og en række partier indgik 15. januar, har mangler.
Det er positivt, at der over to år afsættes 60 millioner kroner til “styrket borgervendt kommunikation” blandt andet til sårbare grupper. Det er også meget positivt, at myndighederne vil nå de sårbare grupper i samarbejde med civilsamfundet.
Men alene oplysninger om alt det, man skal købe for sin egen sikkerheds skyld, skaber ikke tryghed blandt mennesker i fattigdom. De har helt konkret brug for penge til at købe for.
Beredskabspakke for 26 procent af budgettet
En kvinde skrev til Dansk Folkehjælp med sin bekymring:
“Jeg ved ikke, hvor jeg skal henvende mig, men tror I, at der er nogen som helst chance for, at regeringen vil se velvilligt på en lille krisepakke? Jeg er på førtidspension, har en hjemmeboende søn, og budgettet løber kun lige rundt.
Jeg har købt det allermest nødvendige og billige til det ‘lager’, som regeringen mener, at man skal have liggende, så man kan klare sig i tre døgn i tilfælde af en krise:
- Billig batteri-radio (så ingen håndsving el.lign.). Biltema = 80 kroner
- En pakke batterier til radio og cykellygter, der bruges som lommelygte. Biltema = 40 kroner
- Billig Powerbank med kun 10.000 mAh = 180 kroner
- Jodtabletter til søn – online apotek (da de var udsolgt overalt) + porto = 150 kroner
- Da jeg bor i lejlighed, har jeg købt to-liters kildevand i Rema, for de kan ligge under sengen (9 x 8 kroner inklusiv pant) = 72 kroner.
I alt 522 kroner, der skal tages ud af det månedlige budget (26 procent af mit budget), og så er der endnu ikke købt dåsemad, førstehjælpsudstyr og hævet kontanter.”
Det er således langt fra alle, der har økonomisk mulighed for at være “en del af beredskabet”.
Udsatte risikerer at stå for skud
Jeg opponerer ikke mod beslutningen om, at vi skal berede os på cyberangreb, forsyningsnedbrud, klimarelaterede katastrofer og så videre. Jeg opponerer mod, at løsningerne – altså private husstandes eget ansvar for beredskab – er besluttet uden sikkerhed for, at alle kan være med. Og jeg er bekymret for, at denne ‘hjemme-oprustning til krisetider’ bliver endnu en kile, der skiller rig fra fattig i Danmark. At nødberedskab bliver ulige, og utrygheden derfor er endnu højere i familier, der i forvejen lever i udsathed.
Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale, at “når verden står i brand, så rykker vi sammen i Danmark”. Hun talte om at “gøre mere for dem, der har det sværest”. Hun talte om “mere værdighed for de mest udsatte i vores samfund”, om “forpligtende fællesskaber” og om at behandle mennesker med værdighed og respekt. Jeg håber, at hun dermed mener, at vi skal rykke sammen om og med de mennesker, som har mindst. Og at hun helt konkret rækker ud til de familier, som lige nu er smerteligt bevidste om, at de ikke kan sikre sig efter anbefalingerne, som andre familier kan. Når regeringen forventer, at alle husstande er en del af beredskabet og skal være i stand til at klare sig selv i tre døgn, må man nødvendigvis komme de mennesker i møde, for hvem det er umuligt at leve op til forventningen. Ellers vil det igen være de allermest udsatte mennesker i Danmark, der står for skud og bliver ramt hårdest, hvis krisen faktisk kommer.
At være fattig i Danmark er ikke længere alene et spørgsmål om at mangle penge.
Det er helt konkret – og i stigende grad – et spørgsmål om at mangle tryghed.
