VELUX FONDEN giver 5,7 mio. kr. til Dansk Folkehjælps sociale arbejde på Lolland
Med en generøs bevilling på 5,7 millioner kroner fra VELUX FONDEN vil Dansk Folkehjælp nu nytænke og udvikle de allerede populære sociale indsatser i netværksstedet FamilieRingen i Maribo.
”Vi er stolte og glade for den meget flotte bevilling. Nu skal vi nytænke og udvikle og arbejde med de potentialer, der er i FamilieRingen, som er et helt fantastisk sted, siger Mirka Mozer, generalsekretær, Dansk Folkehjælp.
Gennem de kommende tre år vil Dansk Folkehjælp metodisk arbejde med udviklingen, med opbygning af viden gennem dataindsamling og løbende evalueringer. Nogle af de konkrete indsatser, som udviklingsprojektet vil føre til er; målrettet udvikling af konceptet for frivillige, nye aktivitetsprogrammer og læringsfællesskaber for hele familien, og fokus på håndholdt socialfaglig rådgivning med tid til den enkelte.
”Når vi forener alle gode kræfter, kan vi for alvor skabe den varige forandring netop der, hvor behovet er størst. Derfor vil vi stå skulder ved skulder med kommune, virksomheder, private – alle der vil og kan bidrage – i samarbejdet om at nytænke og udvikle,” siger Mirka Mozer.