ECHO
Dansk Folkehjælp i humanitært partnerskab med EU.
Dansk Folkehjælp har fra januar 2021 indgået partnerskab med ECHO (European Civil Protection and Humanitarian Aid Operations), EU’s katastrofefond. Med over 1,4 milliarder Euro i fonden for 2021 er ECHO den største humanitære donor som arbejder over hele verden for at afhjælpe nød og sult.
I perioden 2021 – 2027 vil Dansk Folkehjælp derved kunne gennemføre humanitære projekter finansieret af EU, og der undersøges lige nu muligheden for at lave et 1 årigt nødhjælpsprojekt i det nordlige Afghanistan, i provinsen Faryab. Dansk Folkehjælp har en lang erfaring med at bygge skoler i Afghanistan og har på det seneste udført humanitære projekter for intern fordrevne mennesker der har været påvirket af konflikter og naturkatastrofer. Disse projekter har været finansieret af FN’s humanitære organisation, UNOCHA, og DERF, Danish Emergency Relief Fund, men nu kan Dansk Folkehjælp i samarbejde med EU få mulighed for at øge organisationens humanitære arbejde og katastrofehjælp.
ECHO partnerskabet er ikke kun begrænset til Afghanistan, men vil kunne bruges i alle indsatsområderne i verden hvor Dansk Folkehjælp arbejder, og i områder som rammes af større katastrofer.