Chef i Dacaar: Trumps svækkelse af Afghanistans regering truer civile liv

Efter mere end 40 års krige i Afghanistan lyder USA’s præsident, Donald Trump, mildest talt utroværdig, når han mener, at USA’s ensidige fredsaftale med oprørsgruppen Taleban skaber fred. At han samtidig vælger at skære 1 milliard dollar af hjælpen til landet, gør blot freden endnu mere usandsynlig. Begge tiltag tager samtidig den danske hjælp til civile afghanere som gidsel.

Hos Den Danske Komité for hjælp til Afghanske Flygtninge, Dacaar, har vi alene i selve Afghanistan 1.000 lokale ansat. Vi laver med dansk, norsk og EU-støtte vandprojekter, forbedring af sanitet og hygiejne, landbrugsudvikling, naturopretning ved tørkekatastrofer, udvikling af mindre virksomheder og ikke mindst forbedring af afghanske kvinders vilkår. Donald Trumps såkaldte fredsaftale vil få alvorlige konsekvenser for alle indsatserne.

 

Afghanistans ledere gør det ikke nemt for sig selv, men USA puster til ilden

Men er det ikke i orden at søge fred? Er det ikke det, vi skal, kunne man spørge. Og selvfølgelig er det det. Men problemet er, at Donald Trump ikke tog hensyn til civile afghanere i fredsprocessen. Han tog hensyn til amerikansk indenrigspolitik og ikke mindst til sin egen valgkamp, og her er det vigtigt for ham hurtigt at få amerikanske tropper ud af Afghanistan. Det er baggrunden for hastværket i hans soloforhandlinger med Taleban.

Problemet er, at Trumps fredsaftale svækker en svag afghansk regering endnu mere. Det er den regering, som alverdens landes hjælpeprogrammer samarbejder med, herunder de danske.

Afghanistans regering er i forvejen splittet. Landet har netop indsat hele to præsidenter, Asraf Ghani og Abdullah Abdullah. Man gør det ikke nemt for sig selv, men USA puster til ilden ved blot at bede den samle stumperne op efter fredsaftalen og få det hele til at fungere.

Når den afghanske regering bliver svagere, vil lokale krigsherrer igen befæste deres egne områder. Det sker, fordi de ikke kan regne med regeringen. De, der kan huske tilbage til 1993, hvor man alene i Kabul havde seks frontlinjer, ved, at militær fragmentering er en afghansk specialitet.

Vi, der arbejder i landet, har altid været udfordret på sikkerheden, men vi har som regel vidst, hvem vi kunne forhandle med for at få mulighed for at udføre vores civile hjælpearbejde. Nye frontlinjer og mere lovløst ingenmandsland gør det hele mere uoverskueligt og usikkert.

Den nyligt indgåede våbenhvile mellem USA og Taleban er for længst brudt. Der har været adskillige krigshandlinger, siden den blev indgået. Bremsen på Talebans fortsatte erobring af land er allerede sluppet igen. Hvem vi skal forhandle med nu for at kunne udføre vores arbejde, synes mere uoverskueligt dag for dag.

Men vi fortsætter hjælpearbejdet, så længe vi kan. Stopper vi, vil mange fattige afghanere dø. Så kynisk og enkelt er det.

Den danske hjælp fungerer kun i koordination med en række øvrige landes indsats, og i år udløber første halvdel af en otteårig rammeaftale med den afghanske regering om vilkårene for den. De kommende måneder og hen over efteråret skal verdens donorer derfor forhandle med en svækket afghansk regering i politisk granatchok.

Resultatet kan meget let blive, at bistanden generelt vil blive skåret ned alene på grund af regeringens svækkelse, samtidig med at den tilbageværende bistand, som skal ud at arbejde, får sværere vilkår. Dacaar og mange andre organisationer skal derfor kæmpe på to fronter. Vi skal fortsat have hjælpen frem, og vi skal sikre fortsat bistand, når verden risikerer at give op i forhold til en svækket afghansk regeringspartner.

 

Verden har fortsat en forpligtelse til at sikre opbygning af Afghanistans civilsamfund

Danmark og resten af verden har fortsat en forpligtelse til at sikre opbygning af Afghanistans civilsamfund, også selv om USA kun synes at tænke på sig selv. Alternativet er, at det Taleban, vi bekæmpede militært, sikrer sig total magt, med alt hvad det indebærer af kvindeundertrykkelse, udemokratisk lovgivning og risiko for terrorspredning. Taleban har ikke hidtil vist tegn til at tolerere andet end sin egen tolkning af islam og andre ledere end sine egne.

Danmark har som bekendt mistet 43 soldater i Afghanistan. Vi skylder dem, alle civile afghanske ofre og andre landes ofre at bane vejen for, at 19 års militær indsats kan afløses af civil, social og økonomisk hjælp. Det kræver, at Danmark og resten af verden må vælge en anden tilgang end USA og insistere på, at den afghanske regering – hvor umulig den end synes at være lige nu – får mulighed for fortsat at spille en rolle i Afghanistan. Ikke af hensyn til den afghanske regering, men af hensyn til de civile.