Jordskælv på Filippinerne 2014

Lige som det var tilfældet efter det store jordskælv i Haiti i 2010, er Dansk Folkehjælp nu i gang med at bygge nødboliger i Filippinerne efter at tyfonen Haiyan ramte Filippinerne den 8. november.

Vi er startet med opbygningsarbejdet i den nordlige del af øen Cebu, cirka 10 kilometer nord for byen Bogo. Der er tale om en mindre bebyggelse med ca. 100 familier, hvor stort set alt blev ødelagt. Beboelsen består delvist af arbejdere fra den nærliggende sukkerfabrik og vores indsats gennemføres i et tæt samarbejde med fagforeningen på sukkerfabrikken.

Vi har haft en af vores mest erfarne nødhjælpskoordinatorer udstationeret i området, hvor der nu er ansat lokalt mandskab, indkøbe byggematerialer og opbygge de første huse. Vi gennemfører indsatsen sammen med det internationale bygningsarbejderforbund, Building Workers International (BWI) og deres medlemsorganisationer i Filippinerne. Der er enighed om at genhusningsindsatsen skal være med til at skaffe beskæftigelse af lokal arbejdskraft og at disse skal have en grundlæggende byggeteknisk uddannelse, samtidigt med at de tager aktivt del i genopbygningsprocessen som kommer til at vare lang tid.

Vi bygger små simple nødboliger som vi har gjort det i andre katastrofeområder, hvor materialeomkostningerne er ca. kr. 3.500 pr. hus. De lave byggeomkostninger, sammen med vores lave administrative omkostninger, betyder at vi virkelig kan gøre en betydelig forskel for mange af de mennesker der har mistet alt. Vi er naturligvis glade for at kunne sige, at vi er den første nødhjælpsorganisation der nu er startet med det konkrete genopbygningsarbejde. Og med den erfaring og viden vi har, vil vi kunne bygge tusindvis af boliger. Men desværre må vi også sige, at vi har brug for flere penge, for at kunne udrette det vi gerne vil. Behovet er enormt, det er estimeret at 500.000 familier har mistet deres bolig og reelt er afhænge af støtte til at få opbygget noget nyt.