Forside > Frivilligt socialt arbejde > Skolestarthjælp > Hvorfor har jeg ikke en ny skoletaske?

Hvorfor har jeg ikke en ny skoletaske?

Det koster kassen, når Lucas skal i skole, og der skal købes penalhus, madkasser, taske, tøj og sko. Ikke mindst, når moren ikke har kunnet arbejde i 24 år.

Han stod slukøret og kiggede på sin falmede børnehavetaske.

”Hvorfor har jeg ikke en ny skoletaske som de andre?”

6-årige Lucas var lige kommet hjem fra skolefritidsordningen, hvor han rykkede op fra børnehaven i maj.

Hans mor Majbrith Sørensen så ingen anden mulighed end straks at gå på indkøb.

”Nye madkasser, drikkedunke, en fin taske og et penalhus måtte jeg ud at investere i. Det holdt hårdt. Det er først, når børnepengene kommer, at kontoen igen er på plussiden,” forklarer hun.

Også nye sko, skulle der investeres i, for pludselig manglede Lucas en sål.

”Det var så lige 400 kr. Det er første gang nogensinde, jeg har købt så dyre sko,” siger hun og fortsætter:

”Hos os går tøj ellers mest i arv i familien. Skal der en sjælden gang skal købes nyt er det Føtex, Bilka eller H&M.”

Sjælden gigtsygdom ødelagde arbejdslivet
Majbrith har været på kontanthjælp i 24 år. Det er en udfordring, når man er alenemor med to mindre børn: Adriana på otte år og Lucas på seks.

Fra 1. juli er hun tilkendt førtidspension.

”Det er fantastisk. Det har været en kamp med kommunen i samtlige år, og først nu kan sagen afsluttes,” fortæller hun.

Økonomisk betyder det ikke den store forskel, omkring 1.000 kr. mere om måneden, men mentalt er det altafgørende. Nu skal hun ikke længere stille op til uendeligt mange møder.

”Jeg har ikke arbejde og er slet ikke i stand til at arbejde,” forklarer Majbrith og fortsætter: ”Møderne har været en ørkenvandring, hvor kommunen hver gang har spurgt, om jeg stadig var levende, og om jeg kunne arbejde. Svaret til det første var hver gang ja, til det anden nej.”

Karrieren på arbejdsmarkedet fik en brat afslutning en dag ved kassen i Bilka i Tilst.

”Jeg kunne ikke støtte på et ben, og kunne knap køre Ford Sierra’en hjem,” erindrer Majbrith, der på det tidspunkt havde to andre jobs som bartender og pædagogmedhjælper udover fuldtidsarbejdet.

Efter mange undersøgelser over flere år viste det sig, at hun lider af en gigtsygdom, der giver betændelse i leddene, der også vokser sammen. Og det bliver kun værre. Nu er betændelsen ikke kun i de store led som i knæet, men også helt ud i fødderne.

Oveni kan lægges en diagnose med posttraumatisk stress, hvor ambulancer og INGO-benzinstationer får hende helt op i det røde felt på grund af en dramatisk biltur.

Lynhurtig og klæbehjerne
Lucas er rigtig godt til matematik og har ingen problemer med at tælle, og mor Majbrith er lige ved at falde ned af stolen, da han midt i at tegne remser den ene farve op efter den anden – på engelsk: ”Yellow, orange, purple, dark blue, brown.”

Det er søster Adriana, der har været på spil.

Lucas har AHDH, og det viser sig tydeligt. Han farer fra det ene sted til det andet, og alle bevægelser er lynhurtige. Det kræver ultrakort lukketid på kameraet at fange ham i et foto. Også hans tøj og sko bliver hurtigt slidt op.

”Han har ingen koncentrationsevne og kræver meget energi i løbet af en dag. Jeg har gået til AHDH-undervisning for bedre at støtte ham,” forklarer Majbrith, der vil klare forløbet uden medicinering.

Bare et eksempel. Der var fællessang på skolen og Lucas skulle sidde pænt.

”Jeg kan ikke sidde stille og være stille på samme tid,” erklærede han, så kompromisset lød, at han måtte løbe rundt om stolen under sangen.

”Jeg kan ikke tage ham med ud at handle. Hans hjerne kokser under alle de indtryk,” uddyber Majbrith.

Til gengæld er Lucas superskarp på de områder, der fanger hans interesse. Og han har klæbehjerne. I børnehaven som treårig kunne han navnene på samtlige dinosaurer. Storesøster Adriana er god til biler, og de to søskende kappes om at kende flest bilmærker.

Danmark på vej ned ad bakke
Majbrith er havnet i registret RKI for dårlige betalere.

”Sådan kan det gå, når man ikke er i stand til at betale sine regninger,” forklarer hun.

Økonomien er en konstant udfordring, og hun kan ikke lade være med at sammenligne med eksmandens muligheder: ”Jeg kan slet ikke give den samme som børnenes far, der bor i fin villa. Der er der legetøj, nye ting og ferieture.”

Majbrith ser tydeligt uligheden i det danske samfund og har selv ført en lang sej kamp mod systemet. Hun synes Danmark siden 2001 værdipolitisk glider ned ad bakke.

”Det går ud over de ældre og de svage,” siger hun.

Majbrith sender børnene i privatskole for at give dem den bedste start.

”Jeg sparer ikke på deres uddannelse. Så hellere spare på dyre ting i boligen,” siger Majbrith, der fra august skal finde 2.700 kr. ud af et skrabet budget til skolen, der har færre elever og mere individuelt tilpasset undervisning.

”Det er en dyr fornøjelse, men vigtig i forholdt til mine børns udvikling. Og Lucas kan jo slet ikke sidde en almindelig klasse med lige knap 30 elever. Han ville blive glemt.”

Foreløbig er Lucas meget glad for skolefritidsordningen: ”Jeg har fået gode venner, og vi leger og klatrer i træer. Jeg har også lært nye boldspil som rundbold og stikbold.”

Forude venter 0. klasse.

Af Jan Kjær, Better-World.dk

Lucas