Forside > Frivilligt socialt arbejde > Julehjælp > Julens Erhvervspaneler

Julens Erhvervspaneler

Torsdag den 1. december kl. 12. bliver der viftet med startflaget til Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets store landsdækkende Julehjælp indsamling.

Hvert år i december udviser erhvervsledere fra hele Danmark samfundssind og deltager i den årlige Julehjælp-indsamling. Det gør de, for at samle ind til de fattigste børnefamilier i Danmark.

I år forventer Dansk Folkehjælp desværre, at behovet for Julehjælp bliver markant større end tidligere, en tendens vi har set i ansøgertallene til vores Feriehjælp og Skolestarthjælp.

Høj timeløn byttes til smilende juleglade børn
I december 2021 lykkedes det Dansk Folkehjælp at uddele Julehjælp til hele 12.632 fattige enlige forsørgere og deres børn, så også de kunne fejre en glædelig juleaften. Størstedelen af indtægterne kom fra Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets store event, hvor erhvervsledere fra hele landet samles for at skaffe midler til den gode sag.

I år finder indsamlingen sted torsdag den 1. december kl. 12.00 – 13.00 og kan ses på forsiden af www.eb.dk, hvor hundredetusinder af danskere følger med. Som vanligt vil Østdanmark dyste mod Vestdanmark for at afgøre, hvem der indsamler flest penge, og det er altid festligt både at betragte og deltage i den  spændende dyst.

Samtlige indsamlede midler går ubeskåret til Julehjælp. Så 1 indsamlet krone resulterer i 1 krone til en fattig familie juleaften. Og de tusindevis af smil, børnene kvitterer med den 24. december 2022, er alle pengene værd.

Vil du være med?
Hvis din virksomhed har lyst til at være med i den landsdækkende Julehjælp-indsamling i 2022, så send endelig en mail til kommunikations- og fundraisingkonsulent Magnus Kornerup på mk@folkehjaelp.dk