Ugandas børn til kamp mod Corona

Rent vand, bedre toiletforhold og viden om god hygiejne skal gøre skoledagen tryg for tilbagevendte skolebørn i Uganda. Millioner af skolebørn blev sendt hjem fra skole, da COVID-19 nåede til Uganda i marts 2020. En lille del fik kortvarigt lov at komme tilbage i efteråret 2020 for at gå til eksamen, men langt de fleste elever har efterhånden været væk fra undervisningen i meget lang tid. Hjemmeundervisning er stort set umulig for det altovervejende flertal, der ofte lever under fattige kår sammen med mange familiemedlemmer. Her er ingen eller kun begrænset adgang til internet. Man taler allerede om et spildt skoleår for en hel generation. Behandling – ikke forebyggelse Udfordringen bliver at sikre en tryg tilbagevenden, når skolerne på et tidspunkt genåbner. Selvom man skulle mene, at pausen har givet regeringen og kommunerne mulighed for at skabe nogenlunde betingelser for en genåbning, så er det ikke sket. Ikke fordi myndighederne ikke har gjort noget, men fordi stort set alle ressourcerne er gået til sundhedssystemet. Dermed er de ofte overfyldte skoler i fare for at starte et større udbrud af COVID-19, når de åbner igen. Smitterisiko formindskes Med midler fra Danmarks Indsamling vil Dansk Folkehjælp støtte skoler i nogle af de…

Rent vand, bedre toiletforhold og viden om god hygiejne skal gøre skoledagen tryg for tilbagevendte skolebørn i Uganda.

Millioner af skolebørn blev sendt hjem fra skole, da COVID-19 nåede til Uganda i marts 2020. En lille del fik kortvarigt lov at komme tilbage i efteråret 2020 for at gå til eksamen, men langt de fleste elever har efterhånden været væk fra undervisningen i meget lang tid. Hjemmeundervisning er stort set umulig for det altovervejende flertal, der ofte lever under fattige kår sammen med mange familiemedlemmer. Her er ingen eller kun begrænset adgang til internet. Man taler allerede om et spildt skoleår for en hel generation.

Behandling – ikke forebyggelse
Udfordringen bliver at sikre en tryg tilbagevenden, når skolerne på et tidspunkt genåbner. Selvom man skulle mene, at pausen har givet regeringen og kommunerne mulighed for at skabe nogenlunde betingelser for en genåbning, så er det ikke sket. Ikke fordi myndighederne ikke har gjort noget, men fordi stort set alle ressourcerne er gået til sundhedssystemet. Dermed er de ofte overfyldte skoler i fare for at starte et større udbrud af COVID-19, når de åbner igen.

Smitterisiko formindskes
Med midler fra Danmarks Indsamling vil Dansk Folkehjælp støtte skoler i nogle af de fattigste kvarterer i Ugandas hovedstad, Kampala. I samarbejde med lærere og elever skal det sikres at skolerne har de basale fornødenheder i forhold til vand, toiletter og håndhygiejne. De skal også vide, hvordan man bedst muligt beskytter sig mod virus.

Udviklingskoordinator i Dansk Folkehjælp, Peder Thorning siger: ”Vi har længe støttet forbedringer i vand, sanitet og hygiejne på skoler i Østafrika. Med COVID-19 er det blevet mere akut. Selv den bedste infrastruktur kan ikke forhindre at smitten kommer ind i skolerne, men adgang til rent vand og sæbe kan begrænse smittespredningen. Det kan redde liv og sikre et samfund, hvor børnene igen kan være i skolen. Lidt ligesom herhjemme”.

Projektet vil ud over de konkrete tiltag i Kampala også arbejde med det politiske system for at udvikle løsninger, der kan udbredes til langt større dele af det ugandiske skolesystem.

FAKTA 

  • I Uganda har 15 millioner skoleelever og studerende været hjemsendt siden 20. marts 2020. (Ministry of Health, Uganda, september 2020).
  • Kun hver 4. folkeskole i Uganda kan tilbyde eleverne adgang til håndvask med både sæbe og vand
    Kilde: Læs mere her
  • I Uganda har kun 36% af befolkningen på landet og knap 40% af befolkningen i byerne adgang til håndvask med rent vand og sæbe.
    Kilde: Ministry of Water and Energy, Uganda, Sector Performance Report, 2017/2018.