Blind og døv. Galina er 80 år, og er flygtet fra krigen i Ukraine.

Med hjælp fra sin datter, som også hedder Galina, og hendes to børnebørn, Maxim på 22 år og Radislav på 10 år, lykkedes det hende at komme i sikkerhed i Transcarpatian regionen af Ukraine.

“Gud, Gud, Gud” er det eneste som Galina siger.

Hele familien kommer fra Kharkiv, Ukraines anden største by. Kharkiv var et af de første steder som Rusland angreb. Maxim viser på sin telefon billeder af bombede huse og biler, som han kunne se fra deres hus i Kharkiv.

 

Det gik meget hurtigt op for familien at de ikke kunne blive i Kharkiv. Den 3. Marts, ni dage efter krigens start, pakkede de derfor deres ting og tog afsted.

“Vi kunne høre bomberne, da vi sad på toget” fortæller Maxim.

Målet var at tage til Lviv, og blive der så længe de kunne.

 

“Der var nogle der fortalte os at der ikke var nok frivillige og steder at sove i Lviv. De anbefalede os derfor at tage mere syd på til Uzhgorod” forklare Galina.

 

De blev mødt af frivillige på togstationen som tog dem med til den lille by Velky Bereshny, som ligger tæt på den slovakiske grænse.

“Det første sted vi sov var i en børnehave, der var ingen senge, så vi lå på madrasser på gulvet” fortæller Maxim.

 

Den 16. Marts blev de taget hen til en bygning der før i tiden havde fungeret som skole. Der bor de nu sammen med 17 andre flygtninge, som også kommer fra hårdt ramte områder som Bucha, Hostomel, og Kharkiv. Den tidligere skole bliver drevet med hjælp fra Samaritan International SSU Kiyv og den lokale kommune.

SSU Kyiv hjælper internt fordrevede personer i Velky Bereshny, Kyiv og andre byer i Ukraine. Syv millioner ukrainer er i skrivende stund internt fordrevet.