Danmarks Indsamling: Rent vand og bedre hygiejne til Ugandas tabte coronageneration

Af Peder Thorning, generalsekretær (kst.) Dansk Folkehjælp

På lørdag sætter Danmarks Indsamling fokus på at hjælpe verdens sårbare børn. I Uganda er situationen yderst problematisk i kølvandet på verdens længste nedlukning og en markant stigning i leveomkostningerne. Hele 28% af befolkningen lever nu under fattigdomsgrænsen. Det anslås desuden, at 60% af de 15 millioner elever og studerende, der var hjemsendt under nedlukningen, aldrig vender tilbage. Som altid er børnene de største ofre.

Da Winston Churchill besøgte Uganda i 1908, blev han så begejstret, at hurtigt gav landet tilnavnet Afrikas Perle. Et navn, der på mange måder er rammende, hvis man oplever den betagende natur og befolkningens imødekommenhed. Men Ugandas 44 mio. indbyggere og heraf 21 mio. børn er mildest talt udfordrede. Ikke mindst mangler børn – både i og uden for skolen – tilstrækkelig adgang til rent vand, ordentlige toiletforhold og hygiejnefaciliteter. Det er afgørende for om en hel generation af børn kan få en helt basal uddannelse.

Vand og sæbe ingen selvfølge
”Husk at vaske dine hænder” er en sætning, som danske børn kender til hudløshed, og i vores del af verden er der ingen undskyldning for at slække på hygiejnen. I Uganda er situationen en anden. Kun hver 4. folkeskole kan tilbyde eleverne adgang til håndvask med både sæbe og vand, og det er kun 60% af børnene, som bor inden for 30 minutters gang til en vandkilde. Det bidrager i væsentlig grad til overdødelighed for børn under 5 år med 33 børn, der dør hver dag på grund af diarré. Manglen på rent vand hæmmer i vidt omfang børnenes udvikling med livslange effekter på uddannelse og produktivitet i voksenlivet som resultat.

Stigning i teenagegraviditeter
En anden sørgelig konsekvens af den langvarige nedlukning er den markante stigning i antallet af graviditeter og seksuel vold blandt unge og mindreårige piger. 6 måneder før pandemien anmeldte 593 piger under 18 år tilfælde af seksuel vold sammenlignet med 860 piger 6 måneder inde i pandemien. Ifølge Ugandas Uddannelsesministerium steg antallet af teenagegraviditeter med hele 28% efter den første nedlukning. 90.000 piger blev gravide – heraf 9.000 mindreårige – alene under den første periode med lukkede skoler. I forlængelse af de tidlige graviditeter følger ofte ægteskab, og i visse områder steg andelen af børneægteskaber under pandemien fra 12% til hjerteskærende 46%.

Giv håb – støt Danmarks Indsamling
Med midler fra Danmarks Indsamling gives de fattigste elever en rimelig chance for basal uddannelse og en mere tryg hverdag. Der støttes 8 skoler i nogle af de mest udfordrede kvarterer i den ugandiske hovedstad Kampala. I samarbejde med lærere og elever vil vi sikre, at skolerne har de basale fornødenheder i forhold til vand, toiletter og håndhygiejne – ligesom både drenge og piger undervises i, hvorfor piger får menstruation, og at det ikke er noget at skamme sig over. De skal også vide, hvordan man bedst muligt beskytter sig mod fremtidige epidemier og sygdomme. Det skal være trygt at gå i skole og børn skal tro på fremtiden – også i Uganda.

Støt Danmarks Indsamling på lørdag. Det er på DR1 fra kl. 19, og det bliver et godt show

Foto: CDI Uganda

 

Schoolboy at water point - Kampala