Julenovelle af Knud Romer

Af Knud Romer

DECEMBER var en låge i kalenderen. Man åbnede den og gik ind i en anden verden, der var lavet af chokolade og kager. Det var den søde tid. Alting kunne spises, og jeg stillede skoen uden for min dør til Sankt Nikolaus.

Han havde julen med fra Tyskland i en sæk over skulderen. Mor fortalte, at han kom listende om natten til 6. december. Hvis man havde været artig, var der gaver i den. Ellers havde han et ris til at piske én med.

Jeg holdt vejret i mørket og lyttede efter. Det var uhyggeligt. Næste morgen var jeg faldet i søvn for længst og vågnede op til lakridssnørebånd og vingummier i skoen. Hvem havde lagt det i? Jeg spurgte mor, men hun kendte ikke noget til det.

DE KORTE DAGE lukkede sig om sig selv, og mørket fik en glød frem i alt. Der bredte sig en glans over stuen – varm og gylden – og englene ringlede i deres lysestager på bordet. De sang på tysk: ’Kling Glöckchen, klingelingeling.’

Det blev vinter i køkkenet, og frosten glitrede i den smukkeste glasur. Sneen dryssede i flormelis fra himlen. Stjernerne var stukket ud i brune kager, og mor bagte Stollen. Kagen var proppet med rosiner og mandler og marcipan, når den kom ud af ovnen. Det duftede af vanilje og kardemomme, og jeg smagte på ordet fra et eventyr: ’pomerans’.

Bundgaard i radioen

Vi lavede konfekt og lyttede til Poul Bundgaard i radioen: ’Sikken voldsom trængsel og alarm.’ Folk gik sig varme ude på gaderne. De glimtede af stjerner og hjerter i lange lyskæder. Frelsens Hær spillede op og raslede med bøsserne i deres uniform. Hvor kom gaverne fra?

VAREHUSET Importøren havde et vinterlandskab med mekaniske nisser i vinduet, der bankede i deres værksted. De nikkede op og ned, som om de vidste, hvad man ønskede sig, og rystede af grin.

Jeg turde ikke tro på, at jeg fik det, og heller ikke kigge efter. Det var forbudt at åbne dem, før træet blev tændt, ellers var pakkerne tomme, men de gemte sig et sted og forvandlede huset til en hemmelighed.

Mor hentede krybben frem til advent og pakkede den ud af silkepapiret. Vi kørte i skoven efter frisk mos og sten. De var bjergene i Det hellige land, og figurerne blev placeret omhyggeligt i vinduet: hyrder og får og æsler, engle og kamelerne med de hellige tre konger, som blev rykket nærmere lidt efter lidt og nåede det til sidst.

Samme remse
Jomfru Maria og Josef stod i halmen inde i stalden, og Jesusbarnet lå i krybben. Vi tændte et stearinlys med den samme remse om aftenen:

’Hvad er det at være til
andet end et krybbespil,
hvor et barn med far og mor
finder hjem på vores jord’

HALMBUKKEN dukkede op i entréen, og hvor gik musetrappen hen? Der hang en pakke i lysekronen til den heldige gris, som fandt mandlen. Far kyssede mor i nissehuen. Selv de almindeligste ting fremstod i et fortryllet lys.

Det kom fra juleaften, og man måtte vente allerlængst, når det var tid til at åbne den store låge i kalenderen med det magiske nummer: 24. Dagen trak sig afsted. Der var ingen ende på den, og salmerne havde for mange vers og holdt aldrig op i Klosterkirken.

Det var blevet mørkt efter gudstjenesten. Vi gik hjem i tøsne og slud. Mor skulle først dække bord med det fine porcelæn. Far hentede noget nede fra kælderen. Døren til stuen var lukket, men jeg sneg mig hen og pressede øret mod den med alle mine forventninger. Det var ikke til at holde ud for bare spænding, men nu var det så vidt!

Usynlig hånd
Døren blev slået op af en usynlig hånd, og juletræet strålede med stjernerne på himlen og dryppede med grankogler af krokant og chokolade i blankt sølvpapir. Vi sang ’Stille Nacht, heilige Nacht’ og stod stille med hinanden i den hellige nat.

Jeg kunne endelig kravle under grenene, der duftede af gran og bredte sig over pakkerne fra far til mor og mor til far og far og mor til mig. Far trak i sin nye sweater, der var præcis som den gamle – mor tændte for en cerut – og jeg havde fået alt af nisserne i deres værksted.

LIVET VAR EN gave pakket ind i uendeligt papir, og Paradisets have, hvor var den? Den var lige her.

Jeg passede på krybben i et halvt liv og gemte den til en skønne dag, hvor det blev min tur til at være far og mor og børn og holde jul. Det ville være nu som før og gentage sig i en krans af kristtorn og gran, men det blev skilt ad og gik i tusind stykker og knust med alle flettede hjerter i denne verden.

Det var ikke Sankt Nikolaus, som kom listende og gjorde én bange i mørket, men skænderier og skrækken for, at de begyndte igen. Vi kom hverken i kirke eller hjem. Middagen skulle overstås så hurtigt som muligt for at dele gaverne ud, inden lysene blev tændt. De var én stor bunke sammenkrøllet papir, og sangen drejede sig om træet uden at blive stille i den hellige nat.

Kulisser
Vi er kun til i kraft af hinanden, og kærligheden går gennem alle ritualer og gaver og fylder den sidste kravlenisse i vindueskarmen. Ellers er det kulisser, og der findes ikke noget, som er mere alene end juleaften.

Bare synet af en far, der bærer grantræet hjem med sine børn, får mig til at synke i jorden, og julemarkedet blinker langt borte i et lukket land. Der er ingen glæde ved noget, hvis du ikke kan dele det med dem, som du elsker. ’Glade jul, dejlige jul’ bliver til den ulykkeligste sang.

Hvordan skulle jeg overhovedet kunne gå ned i kælderen og finde kasserne med julepynten frem? Glaskuglerne i sølv og guld rummer et levet liv. Det er mit og ligesom et dødsbo at sidde med det.

JEG PAKKER den forsigtigt ud af silkepapiret: krybben. Stalden har ikke flere strå på taget. Englene har fået revet vingerne af, og jeg leder efter hyrderne og æslerne i kassen og figuren med det lille Jesusbarn. Den er væk.

Meissen-porcelænet står stadig i skænken, og jeg har dækket op med de blomstrede fade og skåle og tallerkener og spiser ingenting. Det er forretten, min hovedret og dessert. Lysene brænder i sølvlysestagen. Den kaster et genskær af familien, som sad omkring bordet, og skyggerne følger med ind til træet.

Jeg har pyntet det og hængt mig i hvert hjerte på grenene og sat stjernen i toppen. Den blev tændt for milliarder af lysår siden. Den findes ikke længere i virkeligheden. Det gør jeg heller ikke, og jeg sidder for mig selv i et forladt hjem og ser den ene glaskugle efter den anden blive tom og gå ud med lysene på træet.

Når det er visnet helt, stryger jeg en tændstik.