Danmark øger økonomisk bidrag til humanitære indsatser i Ukraine
Danmark afsætter yderligere 150 millioner kroner til akutte humanitære indsatser i Ukraine. Af det samlede beløb går 100 millioner til danske Ngo’ers arbejde i og omkring Ukraine.
I sidste uge annoncerede Udenrigsministeriet, at Danmark ville sende 50 millioner kroner til humanitære indsatser i Ukraine. Mandag øges bidraget med yderligere 150 millioner.
“Vi står med en humanitære krise i Europa af historiske dimensioner, der kan udvikle sig langt ud over, hvad vi har set i generationer. Derfor øger regeringen støtten til den ukrainske civilbefolkning med yderligere 150 millioner kr. til helt basale humanitære behov og andre konkrete akutte indsatser i Ukraine og i nabolandene,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i pressemeddelelsen.
Det danske bidrag sendes til både danske og internationale indsatser i og omkring Ukraine. Af den samlede pakke vil 100 millioner kroner gå til danske Ngo’ers indsatser i området.
Derudover afsættes 25 millioner kroner til UNHCR’s arbejde for at beskytte internt fordrevne i Ukraine og imødekomme deres akutte behov.
De sidste 25 millioner gives til UNICEF’s respons, der skal hjælpe de op mod 7,5 millioner børn i Ukraine og sikre deres uddannelse, sundhed og adgang til vand.
Laura Bejder Jensen Researcher
Altinget