“Alt ændrede sig på 10 minutter…”
“Alt ændrede sig på 10 minutter. Alt var normalt. Jeg gik på arbejde, og min søn passede sin skole”
46 årige Natalia boede i Kyiv med sin søn da krigen brød ud.
“Pludseligt hørte jeg bomber, og jeg blev rigtig bange for at de ville ramme os” fortæller Natalias 11 årige søn Ihor og tilføjer “Den første nat blev vi nødt til at sove med tøj og sko på, fordi det var koldt i beskyttelses rummene.”
Lige så snart de hørte luftalarmen, skulle de ligge alt fra sig og skynde sig ned i sikkerhed i et beskyttelsesrum.
“Vi boede i et beskyttelsesrum i en børnehave i fem dage. Det var så koldt at jeg endte med at blive syg” fortæller Natalia.
I beskyttelses rummet mødte hun Alla og hendes datter Sofia.
“Alla sagde at vi blev nødt til at tage væk fra Ukraine. Vi var 10 minutter om at tage beslutningen”
De fire kendte ikke hinanden før de mødtes i beskyttelsesrummet. De fandt sammen et tog til Lviv, og derefter en bus til den polske gærnse overgang Krakovets-Korchova. De de landede på den polske side, blev de mødt af frivillige nødhjælpsarbejdere som kunne hjælpe dem med at finde ud af hvad der skulle ske nu. De blev taget til en lille kristent fællesskab ca. 200 km fra grænsen.
“Jeg havde det så skidt med at skulle forlade Ukraine. Jeg savner mine venner” Forklare Ihor og tilføjer “Men jeg har det bedre her i Polen, end jeg havde det i Ukraine. Nu kan jeg sove uden tøj og sko på”.
Den første nat de tilbragte i Polen, vågnede Ihor pludseligt, han havde hørt bomber i sin drøm. Han røg op fra sengen og råbte: “Vi skal skynde os til beskyttelse rummet!”.
Natalie er også shockeret over at russerne angreb Ukraine.
“Der var snak om at Russeren ville angribe Ukraine, men jeg troede ikke på det. Vi lever i det 21. Århundrede og vi har venner i Rusland” Siger hun uforstående.
“Jeg har det nogenlunde her, men jeg bliver rigtig bange når jeg høre en helikopter eller lignene” forklare Natalia.
Hun har brug for medicin for at kunne slappe af.
“Vi vil alle sammen bare gerne have at krigen slutter, så vi kan komme hjem til vores normale liv igen.”
Natalia, Ihor, Alla og Sofia har fået hjælp fra den Polske Samaritan organisation SFOP, et lokalt kirkeligt fællesskab og de lokale myndigheder. SFOP hjælper dem med mad og tøj, og med at komme til læge og i skole.
