”Jeg ville ønske, at ingen skulle opleve krig”

Natalia Anasymova, direktør i den ukrainske samaritan organisation SSU, bruger normalt sine dage på at lave socialt arbejde.

To dage efter krigen brød ud, kom Natalias hjemby under tung beskydning af russiske missiler.
”Der faldt bomber, og der var soldater på gaderne hele tiden,” fortæller hun.

Byen Cherginov, med dens 285,000 indbyggere, er normalt en blomstrende turistby, men det ændrede sig hurtigt da den blev omringet af russiske soldater, der var på vej mod Kyiv.

”Telefonerne stoppede med at virke. Vi havde ingen ide om hvad der foregik. Der var heller ingen elektricitet, så luftalarmerne virkede ikke. Vi måtte lære lydende af flyene af kende. For hvis det var et stort fly, så ville der falde bomber, og vi ville blive nødt til at søge mod sikkerhed,” fortæller Natalia.

De første dage efter angrebet, begyndte Natalia at organiserer nødhjælp. Hun oprettede et fælleskøkken, og satte gang i andet nødhjælp der kunne hjælpe indbyggerne i Cherginov.

Men midt i det hele, faldt hendes mor om med et hjerteanfald.

”Det hårdeste af det hele var, at jeg ikke kunne hjælpe hende. Der var ingen læger og ingen medicin” -forklarer hun.

Hospitalerne var nemlig overfyldte med sårede soldater, og civile.

Pludseligt ringede Natalias telefon, det var hendes datter som bor i Bulgarien der var lykkedes med at få et opkald igennem.

”Det var et mirakel at hun kunne ringe mig op, telefonerne virkede ellers ikke. Hun bad til at jeg snart kunne flygte fra Cherginov. Hun sagde: ’Tænk på mig. Jeg har brug for dig. Du fortjener et godt liv’.”
Tårende fylder Natalias øjne, da hun står og fortæller om det øjeblik hun besluttede sig for at flygte. De andre frivillige syntes også hun skulle tage af sted. ’Gør hvad du skal for at overleve’ sagde de til hende.
”Jeg var bange for at blive dræbt, og begravet i en sort plastikpose på gaden ligesom så mange af de andre er blevet i Cherginov. Min datter ville ikke en gang vide hvor hun skulle finde mig,” siger hun mens tårende løber ned af hendes kinder.

Den 20. marts, efter tre uger med krigen alt for tæt på, lykkedes det Natalia at komme afsted i en bil, sammen med hendes forældre.
Efter fire dage på vejen, ankom de til sikkerhed i Polen.

At have krigen så tæt på, har sat sig i Natalia: ”Når man oplever noget så traumatisk, så ændrer ens værdier sig. Man finder hurtigt ud af hvad der er vigtigt – og hvad der ikke er.”

Hun tilføjer: ”Prøv bare at se den fart vi lever vores så kaldte ’normale liv’ med. Jeg har fundet ud af, at jeg bruger alt for lidt tid med de mennesker jeg elsker. Det vigtigste for mig lige nu er, at de mennesker jeg har tættest på er i live; min datter, mine forældre og mine venner. Og når det kommer til materielle ting, så betyder det intet i forhold til dem.”
Lige nu opholder Natalia sig sammen med den Polske samaritan organisation SFOP i byen Zakliczyn, hvor hun fungere som koordinator i et transitcenter for ukrainske flygtninge.

IMG_9120 (2)