Hjælp til ukrainere i Danmark: Dansk Folkehjælp tilbyder En God Start

I samarbejde med Egmont Fonden igangsætter Dansk Folkehjælp et nyt initiativ, der giver en håndsrækning til ukrainske familier. Initiativet En God Start skal medvirke til, at de enlige ukrainske forældre, der er flygtet fra deres hjemland og har ansøgt om opholdstilladelse i Danmark, kan søge om hjælp til blandt andet skolestart og fritidsaktiviteter til børnene. Siden den russiske invasion har mere end 30.000 ukrainere søgt om opholdstilladelse i Danmark. Familierne kan søge om hjælpe gennem En God Start til og med onsdag 7. december. 

Fodboldstøvler, skoletasker eller træningstøj. For mange danske familier er det en selvfølge, men når man er flygtet fra et land i krig, kan det gøre en stor forskel, at ens børn kan få en god skolestart eller starte til en fritidsaktivitet i det land, man er flygtet til. Derfor sætter Dansk Folkehjælp i samarbejde med Egmont Fonden nu gang i indsatsen En God Start, der skal hjælpe de ukrainske familier, som har fået opholdstilladelse i Danmark.

Dansk Folkehjælp anslår, at mere end 30.000 ukrainere har sat kurs mod Danmark siden den russiske invasion i februar, og af dem er minimum halvdelen på offentlig forsørgelse. Mange kvinder er kommet til Danmark som eneforsørgere, og samtidig er en del børn kommet uden deres forældre, men i stedet sammen med en pårørende, der har påtaget sig ansvaret. Det er dem, som En God Start er tiltænkt.

Peder Thorning, generalsekretær for Dansk Folkehjælp, udtaler:

”Det er forfærdeligt, hvad der sker i Ukraine, så hvis vi kan være med til at give de ukrainere, der er flygtet fra hus og hjem, en god start i Danmark, gør vi det med største glæde. De er kommet hertil kun med det allermest basale, mange børn er kommet uden deres forældre – eller kun med deres mødre, fordi fædrene er blevet i Ukraine for at kæmpe mod russerne – og for dem kan det gøre en stor forskel, hvis de kommer godt i gang i skolen, i daginstitutionen eller til en fritidsaktivitet.”

Indsatsen En God Start har  åbnet for ansøgere, som – i første omgang – kan søge om hjælp frem til 7. december. Forventningen er, at op mod 6.000 ukrainske familier i Danmark er i målgruppen for indsatsen, og at behovene er både individuelle og meget basale. Som hjælp til de ukrainske familier, der er flygtet, har Egmont Fonden doneret fem mio. kr. til initiativet En God Start.Henriette Christiansen, direktør, Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, udtaler:

“Vi ser et stort behov for støtte hos de mange børn, unge og familier, som er flygtet fra krigen i Ukraine, så de får et rygstød i deres nye tilværelse. Vi er derfor glade for gennem Dansk Folkehjælp at kunne give de ukrainske børn og unge en håndsrækning. Støtten går bl.a. til udgifter, der er forbundet med start i daginstitution og skole samt til fritidsaktiviteter. Det er også vigtigt for os, at Dansk Folkehjælp har mange andre former for støtte og aktiviteter, som børn, unge og familier kan deltage i, så de også har mulighed for at få mere langsigtet støtte.”

IMG_6829 (3)