Lillejuleaften – novelle af Thomas Korsgaard

Dansk Folkehjælp har sammen Ekstra Bladet sat tre prominente forfattere i stævne. I løbet af december måned udkommer vi derfor med tre julenoveller, der på hver sin måde vender vrangen ude på den klassiske julefortælling. Årets første julenovelle er skrevet af forfatteren Thomas Korsgaard.

Lillejuleaften, af Thomas Korsgaard

 

Det var lillejuleaften. Lukas sad på trappen og kiggede ned mod hoveddøren. Nu kom hun snart hjem. Inden længe ville bilen lyde ude i garagen, hun ville slukke motoren og skridte gennem haven. Hun ville fløjte. Var hun i godt humør, ville hun fløjte og var hun ikke i godt humør, ville hun glemme alt om at hun kunne det. Uanset ville hoveddøren gå op og hun ville komme indenfor sammen med de sekunder af den kolde vinterluft, som ville strømme ind i huset. Der ville gå flere sekunder, før hun fik lukket døren, for hun ville have hænderne fulde af indkøbsposer med de sidste ting til i morgen aften og skulle stille dem fra sig først. Hun ville vippe sine sko af og stille dem pænt ved siden af hinanden på måtten og når hun bukkede sig derned, ville hun finde katten. Den ville ligge på sin plads i den udtrådte sko, som Stefan havde glemt at få med. Hun ville sidde på hug et øjeblik og nusse den bag øret. Beslutte sig for at give den lidt ekstra foder, selvom den allerede havde fået én gang i morges og var ved at blive alt, alt for fed.

Måske stod hun allerede derude, måske havde han bare ikke hørt hende komme. Han sad helt stille og lyttede efter lyden af kattemad der landede i en metalskål. Men der var ingen lyde og katten stod lige foran ham på et af trappens nederste trin. Den gik videre ud i køkkenet og gnubbede ryggen mod væggen.

Snart ville hun komme. Han var lige ved at sige det til katten. Ingen grund til bekymring. Det kunne virkelig ikke vare særlig længe. Og når hun kom, ville han skynde sig tilbage på sit værelse, sætte sig på kontorstolen, tage sit headset på og begynde at spille videre. Sige noget på engelsk til dem der ellers var online og få det til at virke, som om han havde spillet uafbrudt, siden han kom hjem fra skole. Som om han slet ikke havde lagt mærke til, hvor lang tid der var gået, at det var blevet aften, at det var lillejuleaften.

Når som helst kunne hun komme. Inden han havde talt til tres ville hun være kommet hjem. Så ville døren gå op og hun ville komme. Han begyndte at tælle til tre, men talte alt for hurtigt. Han satte tempoet ned og begyndte forfra. En, to. Treogtredive. Lige før femoghalvtreds og ændrede han det til, at han skulle tælle til hundrede. På hundrede ville hun komme ind ad døren, men på hundrede døren stod stadig lukket. Han ville ikke kigge på uret. Det ville ikke gøre noget bedre at vide, hvor mange den nu var blevet. Han gik ned ad trappen. I sin lomme fandt han telefonen og ringede hende op. Tonen lød i lang tid, så kom hendes stemme i røret efterfulgt af svartonen på telefonsvareren.

Pludselig kunne han høre sirener. Ambulancer. Blå blink. Billeder af brændende biler fór gennem hans hoved. Han tænkte på det, han havde kaldt hende i morges. Så blev lydene fjernere og fjernere, før de helt forsvandt. Det var ikke unormalt, at der kørte ambulancer forbi ude på hovedvejen. Han mindede sig selv om det. Hver dag skete der ulykker. For andre mennesker. Hun var bare forsinket. Det havde været svært at finde en parkeringsplads. Der havde været kø i supermarkedet.  Et eller andet havde forsinket hende.

Hun var bare forsinket og det bedste han kunne, var gøre noget fornuftigt, mens han ventede. Fryseren var halvtom. I den nederste skuffe fandt han en pose frosne fiskefileter. Han tog en pande i en skuffe. Satte den hen på komfuret og tændte for kogepladen. Lod den varme op, mens han læste på pakken. De skulle kun have fem minutter på hver side. Hvis der gik lang tid endnu, ville de nå at blive kolde igen. Så slukkede han. Begyndte i stedet at dække et bord. Han tog en kande i skabet og tændte for hanen. Ventede på at vandet blev koldt nok. Fandt to tallerkner. To glas med afskallede jordbær på siden. To knive og to gafler. Køkkenrullen. Den lille bøtte med hendes piller fandt han i den fordybning i bestikskuffen, hvor der skulle have ligget teskeer. Receptmærket med hendes navn var større end pakken. Mod depression. Han fik børnesikringen op og hældte en enkelt ud i sin hånd. Lagde den ved siden af den tallerken, som hun skulle sidde ved og hentede juledekorationen i stuen.

Så lød der en stille raslen. Han vendte han sig om. Det var hans jakke, som gled ned ad en stoleryg. Han gik hen og samlede den op fra gulvet. Gik ud i entreen og hang den op på den knage, hvor den hørte til. Mindede sig selv om at blive bedre til at lægge sine ting på plads.

Katten lå lige under ham i den ene af Stefans sko. En Airtox i størrelse 46. I lang tid havde hans mor talt om at kyle dem ud. For det første havde hun aldrig set noget så grimt og for det andet havde ikke lyst til at blive mindet om den mand hver eneste dag. Men så var katten begyndt at bruge dem som sofa og de var begyndt at glemme at det var Stefans. Begyndt at glemme Stefan.

Lukas gik tilbage i køkkenet og selvom han ikke ville, kom han til at se op på uret. Klokken var 22.09 nu. Så huskede han sig selv på, at det var en time foran. 21.09. De plejede at have spist nu, men han var ikke engang sulten længere. I lommen fandt han sin telefon og ringede hende op. Fik først hendes stemme i røret, så tonen fra telefonsvareren igen. Han besluttede sig for at tælle til tusind. Inden han havde talt til tusind, ville hun komme hjem og han talte til tusind.

Tusind. Og billygter lyste huset op. Der lød skridt i gruset. Hoveddøren åbnedes. Han gik ud i entreen. Der stod hun med en hånd lænet mod væggen som for at holde balancen. Øjnene flimrede fjoget.

”Hvor har du været?” spurgte han, men hun svarede ikke. Han gik hen og lukkede hoveddøren for at katten og kulden ikke skulle bytte plads, men hun stak armen ind foran ham og fik den op igen med det samme.

”Hvad er det, du laver,” sagde hun irriteret.

”Det bliver jo koldt.”

”Tænk dig dog om,” sagde hun. ”Du skal da ikke smække døren i hovedet på Stefan.”

Nu så han Stefan komme gående gennem mørket. Han havde en taske i hånden og kom helt op til døren og klemte sig indenfor. Han rodede Lukas i håret. Bredte munden ud til et slags smil.

”Længe siden,” sagde Stefan og smilede.

Lukas glemte at trække vejret, fulgte bare Stefans bevægelser rundt i entreen. Nu lukkede han døren. Nu tog han sin jakke af. Nu kiggede han ned på gulvet og opdagede sine sko, der var fyldt med kattehår.

”Den forbandede møgkat,” sagde han. ”Jeg plaffer den kraftedeme.”

Nu gik Stefen ind i køkkenet og råbte noget. Det var det eneste, han kunne finde ud af, havde hans mor sommetider sagt i tiden efter at han var flyttet, men nu sagde hun ingenting. Hun stod bare og lignede én som ingeting kunne høre.

”Hvad helvede ligner det!”

Stefan stod henne ved køkkenbordet og pegede på posen med fiskefileter. Den var begyndt at tø. Vand løb ud på køkkenbordet. Det dryppede ned på gulvet. Stefan tog et viskestykke og kastede det ned på den lille pøl.

”Har din mor ikke lært dig at vente?” spurgte Stefan.

”Jo,” sagde Lukas.

”Hvorfor kan du så ikke vente til de voksne kommer hjem? Nu er de helt ødelagte, de fiskefilletter. Tror du, at din mor har et pengetræ stående, som hun bare kan plukke af, hver gang du får lyst til at proppe dig fed i fiskefiletter?” spurgte Stefan. ”Kan du svare mig på det måske? Nej, det kan du vel ikke, din dumme dreng, men nu skal du fandeme forstå noget, du skal. Hører du efter? Hører du! Godt, din forbandede lortedreng. Her i huset, der er det de voksne, der bestemmer. Er du med?”

Lukas nikkede.

”Og nu bestemmer jeg, at du skal se at komme i seng, så vi andre kan få lov at slappe lidt af og så gider vi ikke, at du ter dig hele dagen i morgen, bare fordi det er jul, okay? Din mor er faktisk syg og det kunne klæde dig at prøve at sætte dig lidt i hendes sted. Så, op i seng med dig.”

”Skal jeg det, mor?” sagde Lukas og kiggede op på hende.

Hun svarede ikke.

”Det er jo lillejuleaften,” sagde han.

Der kom stadig ikke noget svar.

”Så skal jeg det?” nåede han at spørge, før en arm greb fat i ham og trak ham op ad trapperne.