5 gode råd: Sådan inviterer vi mennesker med synshandicap ind i vores fællesskaber
Det kan være svært at bevare et socialt liv, hvis synet bliver dårligt. Når man har svært ved at se, kan man komme til at trække sig fra fællesskaber for at undgå at stå i utrygge situationer.
Særligt for ældre mennesker kan synstab være medårsag til, at man føler sig ensom og står uden for fællesskaberne. Det skyldes, at risikoen for at udvikle synstab stiger med alderen: 3-10% af ældre i Danmark har grå stær og omkring 10% har den aldersrelaterede, degenerative øjensygdom AMD.
I forbindelse med Dansk Folkehjælps projekt SynsTab har Mie Maar Andersen fra Videnscenter Om Handicap holdt oplæg om, hvordan vi bedst inkluderer mennesker med synstab i aktiviteter og fritidsfællesskaber. Maar Andersen fremhæver vigtigheden af faktorerne synlighed, tilpasning, adgangsforhold, ressourcer og relationer og hun gav 5 gode råd til frivillige:
- Synlighed: Det skal tydeligt, at man kan være med i fællesskabet også med et synshandicap. Giv tydelige vejledninger og informationer, og brug inkluderende sprog og billeder på invitationerne – f.eks. et billede af en person med blindestok.
- Tilpasning: Når man holder en aktivitet, skal den være tilpasset, så alle kan deltage på en god måde. Det er vigtigt, at der er struktur, hjælpemidler, og at kommunikationen er rettet mod mennesker med synstab. Man kan f.eks. beskrive omgivelserne og fortælle, hvor mange deltagere, der er med.
- Adgangsforhold: Aktiviteten skal foregå et sted med gode transportmuligheder, med et jævnt underlag og gerne kontrastfarvede pile til at vise vej.
- De ressourcer deltagerne har til rådighed, som f.eks. energi, overskud og tid, skal stemme overens med de ressourcer, som aktiviteten kræver.
- Relationer: Alle skal være parate til at indgå i fællesskabet med gensidig respekt og accept. Det er f.eks. en god idé at spørge ind til, hvad man som frivillig skal være opmærksom på.
Maar Andersen understreger, at det at have en funktionsnedsættelse ikke i sig selv et handicap, men det bliver det i mødet med barrierer i omgivelserne. Frivillige kan derfor ved at tilpasse omgivelserne skabe et indbydende, støttende miljø, og i samarbejde med deltagerne opbygge motivation og tro på fælles og egne evner.
På Videnscenter om Handicap kan man læse mere om deltagelse og inklusion af mennesker med funktionsnedsættelser: Videnscenter om handicap | Deltagelse og fælleskab for alle (videnomhandicap.dk)