Der lever faktisk børn i fattigdom. Så forældre, skru ned for pengeræset, når I køber gaver til jeres børns venner

Fra Kristeligt Dagblad 29. okt. 2024

Af Heidi Sørensen, direktør Egmonts Fondssekretariat, og Mirka Mozer, generalsekretær Dansk Folkehjælp

Det kræver et overvældende mentalt overskud at være barn i en familie med meget stram økonomi.

Man skal kunne forklare sig, når man siger nej til at gå til fodbold, spejder, musik eller andre fritidsinteresser, der kræver et kontingent.

Man skal kunne forsvare sig, når man “har glemt” sin cykel netop den dag, klassen skal på cykeltur.

Man skal kunne undskylde sig, når man melder fra til vennens fødselsdag netop den dag, der bliver samlet ind til fælles gave.

Og man skal kunne finde på passende svar til andres undrende spørgsmål, når de vil vide, hvorfor man bliver ved med at bruge den samme jakke, hvorfor man aldrig inviterer nogen med hjem til gamer-aften og overnatning, hvorfor man ikke har været på ferie i sommerferien, hvorfor man ikke bare tager sin egen computer med i skole, hvorfor man aldrig går med i Netto i spisefrikvarteret, og hvorfor man ikke skal med på lejrtur.

I en helt ny undersøgelse fra Egmont Fonden og Dansk Folkehjælp beder børn, der lever i fattigdom, om en hjælpende hånd fra “dem, der bestemmer”. Altså os. Os voksne; forældre, lærere, meningsdannere, politikere.

I undersøgelsen, der er offentliggjort i Egmont Fondens nye udgivelse, Egmont Indsigt, og udarbejdet i samarbejde med SUS – Socialt Udviklingscenter, fortæller 21 børn og unge, hvordan det er at leve med økonomiske afsavn. Den triste konklusion er, at fattigdom føles så stigmatiserende, at de hellere lyver end indrømmer, hvordan den er fat med forældrenes økonomi. Det er nemmere at takke nej til en fødselsdag, fordi man skal i Djurs Sommerland, end fordi far ikke har råd til busbillet og gave. Så pyt med, at det med Djurs Sommerland ikke passer. Børnene går dermed både glip af oplevelser og trækker sig fra fællesskaber, fordi det koster penge at være med.

Børnene i undersøgelsen vil derfor have os voksne til at indrette hverdagen, så alle kan være med. Penge må ikke være en adgangsbillet til sociale fællesskaber. Det må ikke være forældrenes økonomi, der bestemmer, om man er – og føler sig som – en del af gruppen.

Børnene beder os sørge for, at der bliver taget hensyn til dem, der ikke har råd.

De beder os om at skrue ned for penge- og gaveræset i skolen, i fritiden og i fællesskaberne. De beder os om at sætte fælles rammer for niveauet, så alle kan komme med til fødselsdage – uden at føle sig presset over at ruinere deres forældre eller skamme sig over, hvad de giver.

Børnene beder os sikre, at ingen bliver sat i situationer, hvor det indirekte forventes, at de har ressourcer, som de ikke har. Det kan for eksempel være en cykel, et rejsekort eller en forælder med bil.

Og så beder de om, at også de kan få oplevelser, der bryder med hverdagen og giver gode minder.

Det er på ingen måde for meget at bede om.

Vi ved, at en opvækst i økonomisk fattigdom har store konsekvenser for børns og unges trivsel og livsbane. Fattigdommen trækker spor langt ind i voksenlivet. Derfor bør vi i fællesskab tage ansvaret på os og give børn i økonomiske trængte familier samme muligheder som alle andre børn.