Flere end 20.000 søger Julehjælp hos Dansk Folkehjælp

Trods lavere inflation og generel økonomisk fremgang i Danmark er behovet for økonomiske håndsrækninger stigende. Knap hver anden ansøger til årets Julehjælp har et månedligt rådighedsbeløb på under 2.000 kr.  

For andet år i træk har flere end 20.000 børnefamilier søgt om en økonomisk håndsrækning til jul. Det er 18 % flere end for bare to år siden.  

Trods lavere inflation og generel økonomisk fremgang i Danmark oplever Dansk Folkehjælp, at behovet for hjælp er stigende og at ansøgernes økonomi er strammere. I år var ansøgningsfristen kortere, til gengæld var antallet af ansøgere pr. døgn 27 % procent højere end i 2023. I år har 47 % af ansøgerne et rådighedsbeløb på under 2.000 kr. om måneden.  

”Ansøgere til Dansk Folkehjælps Julehjælp er forældre til nogle af de 47.200 børn i Danmark, der lever i fattigdom. De har ikke råd til julemad, julegaver og sociale arrangementer i december. De melder fra til juleafslutninger og juletræsfester, fordi de ikke har penge til gaven til pakkespillet,” fortæller generalsekretær i Dansk Folkehjælp Mirka Mozer. 

Organisationens undersøgelser viser, at børn i økonomisk trængte familier undværer måltider, nødvendigt tøj og sociale aktiviteter. For børnene giver afsavnene en følelse af skam og mindreværd. Derfor trækker de sig fra fællesskaber.

”Julen er et af vores stærkeste identitetsbærende fællesskaber og et af de sværeste tidspunkter at stå udenfor. Vi anerkender, at det materielle har en betydning, når man er sammen med andre i et fællesskab. Særligt i højtiden, hvor sammenkomster og juletraditioner fylder så meget. For tusindvis af børn handler julen ikke om, hvad de ønsker sig, men om hvad de må undvære. Med Julehjælpen ønsker vi at mindske den stress, som følger med en trængt økonomi,” understreger Mirka Mozer.
 

Om Julehjælp
Julehjælpen er en håndsrækning til forældre på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år. Dansk Folkehjælp prioriterer at uddele til ansøgere, der har det laveste økonomiske råderum.  

Hver godkendt familie får 800 kr. til julemad og 500 kr. pr. barn til julegaver. En familie kan højst modtage 2.800 kr. i alt. Julehjælpen uddeles i samarbejde med Ekstra Bladet, Elgiganten, REMA 1000, sendentanke.dk og Sports World.  

Julehjælpen er støttet af en lang række fonde, virksomheder og private.  

 

Yderligere oplysninger:  

Anne Mette Futtrup, kommunikations- og pressechef, Dansk Folkehjælp, 61 15 00 96 

Familieringen Maribo