FamilieNet
Dansk Folkehjælps FamilieNet er frivillige fællesskaber for børnefamilier, som lever i økonomisk og social utryghed, og som ofte står uden for de fællesskaber, andre tager for givet.
Dansk Folkehjælps lokalafdelingers frivillige driver FamilieNet 10 steder i landet. Alle fællesskaber understøttes af organisationskontoret.
Formålet med FamilieNet er at give voksne, børn og familier trygge, frivillige, gratis fællesskaber i deres lokalsamfund og gennem fællesskaberne skabe fundamentet til varige sociale forandringer.
I FamilieNet kan bøn og voksne:
- skabe netværk til andre familier i lokalsamfundet igennem aktiviteter for hele familien.
- samles til madklubber, til aktiviteter, til spil og kreative sysler, til leg og til fejring af højtider. Ingen aktiviteter har uforudsete og usynlige udgifter
- søge råd og vejledning hos Dansk Folkehjælps frivillige
- sammen med frivillige og andre familier tage på udflugter til seværdigheder og aktiviteter ude af huset og dermed tage del i oplevelser, som mange ellers ikke ville have haft.
Hvert FamilieNet mødes som minimum en gang om måneden, men flere FamilieNet opretter Facebook-grupper, hvor familierne kan aftale at mødes uden om de mere ’officielle’ FamilieNet aktiviteter, og hvor de kan dele informationer om andre lokale gratis arrangementer, bytte børne- og legetøj og generelt hjælpe hinanden med hverdagens små og store udfordringer.
Konkret består et FamilieNet af op til 15 børnefamilier, en frivillig tovholder fra lokalafdelingen, som planlægger og koordinerer de specifikke aktiviteter.
FamilieNet-indsatsen er enestående, fordi Dansk Folkehjælp gennem årets løbende økonomiske håndsrækningsindsatser (Julehjælp, Konfirmationshjælp, Feriehjælp og Skolestartshjælp) er i kontakt med børnefamilier, der netop på grund af en presset økonomi, trækker sig fra etablerede fællesskaber, fordi de ofte kræver kontingenter, transportudgifter eller andre betalinger.
Vi ved fra Undersøgelse af afsavn blandt trængte børnefamilier – 2024 (Egmont og Rambøll 2024), der netop er baseret på svar fra modtagere af Dansk Folkehjælps økonomiske håndsrækninger, at i 2 ud 3 børnefamilier har børn måtte undvære at gå til som fx svømning, gymnastik eller fodbold pga. familiens hårdt pressede økonomi. 45 % af respondenterne svarer, at de pga. dårlig økonomi ikke har haft mulighed for at sende deres børn afsted på skoleudflugter eller udflugter i forbindelse med fritidsaktiviteter og endelig svarer hele 80 % af forældrene, at de ikke har råd til biografture, museumsbesøg og lignende familieoplevelser.
Vi ved desuden fra Dansk Folkehjælps evaluering af Julehjælp 2023, at hver anden voksen og hvert tredje barn oplever at blive mødt af fordomme, fordi de ganske enkelt ikke har råd til det, som andre har. Det enorme pres møder hverken børn eller unge ikke, når de deltager i FamilieNet, for her er alles indgang til fællesskaberne den samme.
I 2025 og 2026 arbejder vi sammen med børnefamilier og frivillige i vores lokalafdelinger og med en bevilling på 3,4 millioner kroner fra Egmonts Fondssekretariat på til at udvikle Dansk Folkehjælps FamilieNet.
Vi vil:
- udvikle et helt nyt koncept, som styrker koblingen mellem Dansk Folkehjælps økonomiske håndsrækninger (Julehjælp, Feriehjælp, Skolestartshjælp etc.) og vores helhedsorienterede frivillige sociale indsatser for børnefamilier
- implementere dialogisk procesfacilitering som fælles metodisk afsæt for udvikling af alle aktiviteter
- opbygge og øge kapacitet i alle landets FamilieNet – og skalere
- have særligt fokus på, at børn og familier alle er medudviklere af og får ejerskab over aktiviteter
- styrke samarbejdet med det lokale foreningsliv og dermed åbne det for børn og voksne i FamilieNet