Skolestarthjælp
Hvert år begynder 60.000 børn i skole. De fleste af dem glæder sig. Men alt for mange børn ser slet ikke frem til at starte i 0. klasse.
Er du barn i en fattig familie, er der nemlig hverken penge til en skoletaske, et penalhus eller en madkasse. Og du kan på din første skoledag se rundt på dine nye klassekammerater og deres skoleudstyr med en følelse af at være utilstrækkelig og uden for fællesskabet.
Alle børn fortjener en god start på skolelivet
I Dansk Folkehjælp giver vi fattige og udsatte børn Skolestarthjælp. Det gør vi, fordi en god skolestart lægger kimen til en god begyndelse på et barns uddannelse. Og fordi det forhåbentlig bliver nemmere senere i livet at løfte sig ud af fattigdom og videre ind i et voksenliv med bedre trivsel og flere ressourcer.
Over 42 procent af vores ansøgere til dette års Skolestarthjælp fortæller os, at deres barns psykiske velvære er påvirket negativt af familiens økonomiske situation. Det triste tal kan Skolestarthjælp ikke ændre på alene, men sammen kan vi bidrage til, at flere børn får en skolestart, de glæder sig til. Hele 92 procent af de familier, der fik Skolestarthjælp sidste år, siger, at hjælpen har bidraget til en bedre start på skolen for deres barn.
Støt fattige og udsatte børn, der skal starte i skole
Skolestarthjælp består af et gavekort til de allerfattigste børn i Danmark. Med gavekortet har familien mulighed for selv at købe det skoleudstyr og nye tøj, deres barn ønsker sig og har brug for til at kunne møde tryg og stolt op første skoledag.
Støt Skolestarthjælp og glæd en masse skoleparate børn. Hver gang vi indsamler 2.500 kr., kan vi give et barn en god start på det, som måske er den vigtigste dag i deres liv; en god start på deres skole.
Mobilepay
Støt med et valgfrit beløb på 59 810
Bank
Mærk SKOLESTART
Reg.nr.: 5359
Konto nr. 0000 245 384