Af Mirka Mozer, generalsekretær, Dansk Folkehjælp
I Danmark taler vi ofte om nedslidning i forbindelse med et langt liv på arbejdsmarkedet, men der er andre livsvilkår, som også slider hårdt.
I debatten om nedslidning, glemmer vi de mennesker, som har stået uden arbejde alt for længe. Vi overser simpelthen, hvor svært det kan være at komme tilbage i job. Det sætter sig i vores sprog om dem, der står udenfor. Vi fortæller ofte hinanden, at vejen tilbage på arbejdsmarkedet er et spørgsmål om ”bare at tage sig sammen”. På den måde gør vi fattigdom til et personligt valg – en slags livsstil. Det er en stærk og ødelæggende fordom, som står i vejen for at sikre mere lighed for dem, der på den ene eller anden måde er sat udenfor.
Når man år efter år udelukkende skal tænke over, hvad man skal vælge fra, så tærer det. Er det gaven til fællesfødselsdagen i skolen eller den receptpligtige medicin? Er det mad på bordet eller nye sko? Det er en ond spiral, for jo mindre du har, jo mindre får du ofte med tiden.
I Dansk Folkehjælps analyse Folkehjælpen Fokus: Fattigdom, fællesskab og fordomme har knap 10.000 tidligere ansøgere til økonomisk støtte svaret på spørgsmål om deres livsvilkår. Analysen viser bl.a., at en tredjedel af dem både er hårdt økonomisk udsatte og dybt socialt marginaliserede. Fattigdom handler dermed ikke kun om at håndtere en hverdag, hvor der ikke er penge til det basale. Det handler også om at miste fodfæstet i fællesskabet. Om at stå udenfor og føle sig mindre værd.
De familier, vi møder i Dansk Folkehjælp, er ofte tilbageholdende med at dele følelser om deres situation med omverden. Det er forbundet med skam at række hånden ud. Det gør ondt langt ind i sjælen. Ikke mindst hos de forældre, der ikke kan opfylde selv små ønsker hos deres børn. Forældre, som igen og igen må forklare sig over for et system og et samfund, der alt for ofte måler menneskers værdi udelukkende på deres tilknytning til arbejdsmarkedet.
Selvfølgelig skal mennesker, der er nedslidte efter et langt og hårdt arbejdsliv, have mulighed for en værdig pension. Men jeg er oprigtigt bekymret for, at vi overser dem, der er slidt ned af modgang, fattigdom og fordomme. Ja, de står uden arbejde. Ja, nogle har aldrig haft et job, men mange vil gerne i arbejde – de kan bare ikke.
Forestillingen om alle dem, der ligger på sofaen og nasser på systemet, er en myte. Som samfund er vi nødt til at erkende, at levevilkårene for nogle danskere simpelthen er helt utålelige. Det, vi kalder livsstilssygdomme, burde måske hedde livsvilkårssygdomme. Der er ikke meget selvvalgt livsstil over et liv levet under eller tæt på fattigdomsgrænsen.
Når økonomien, skammen og udsigtsløsheden får lov at fylde år efter år, fjerner det både den fysiske og psykiske modstandskraft lidt efter lidt. Og lige præcis den følelse kan gå i arv fra forældre til børn. Faktisk viser en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd, at tre ud af fire socialt udsatte børn har deres egne unikke personlige forudsætninger, der på flere områder ligner børn fra ikke-udsatte familier. Vi skal derfor træde til med hjælp, så også de kan folde deres potentiale ud.
De mennesker, vi møder i Dansk Folkehjælp, er ikke dovne. De er derimod udmattede og utroligt taknemmelige over den hjælp, de får. Vi skal turde tale om dem, der ikke er blevet slidt ned af et langt arbejdsliv, men af et langt liv i modgang. De har ikke brug for at blive mødt med fordomme. De har brug for værdighed, tryghed og et system, der ser hele mennesket — ikke kun arbejdsevnen.
