Af Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp
For de fleste børn er sommerferien fyldt med oplevelser: En is på havnen, en dag i sommerland, biografbilletter på en regnvejrsdag eller pommes frites efter en tur på stranden. Den slags dage, der giver noget at fortælle om, når hverdagen rammer igen. Men for alt for mange børn fra økonomisk trængte familier er sommerferien mest af alt lang – og ikke lang på den gode måde, hvor dagene flyder sammen, og hvor den ene oplevelse afløser den anden. Nej, lang på den måde, hvor man bare er hjemme og dagene er ens.
Det kaldes oplevelsesfattigdom, når børn går glip af oplevelser, fællesskaber og minder, fordi familiens økonomi ikke rækker. Og nej, det er måske ikke verdens undergang at være hjemme i ferien. Men man bliver mærket af igen og igen at stå uden for det, andre børn taler om og bygger venskaber op omkring. For ferieoplevelser giver noget at fortælle om, når hverdagen banker på, og læreren spørger, ”hvad har I så lavet i ferien?”. Minderne giver mod til at række hånden op og føle sig som en del af flokken. Når man ikke har noget at dele, lærer man hurtigt at tie stille, eller måske få fremstammet, at det var helt okay bare at være hjemme.
Og tallene bør få os til at flytte lidt uroligt på os i liggestolen. 83 % af årets ansøgere til Feriehjælp svarer, at de ikke ville komme på sommerferie uden håndsrækningen. Derudover har mere end halvdelen ikke været på en uges sommerferie inden for de seneste tre år, og 20 % af ansøgerne har aldrig været på sommerferie sammen som familie. Børnene forventer altså ikke udlandsrejser med all-inclusive, de vil bare gerne opleve noget spændende og være sammen med deres forældre på en anden måde, end de er vant til.
I Dansk Folkehjælp møder vi familierne bag tallene. Fx fortalte Anders, en enlig far der deltog på et ferieophold gennem Dansk Folkehjælp i 2024, at han på grund af sin økonomi altid måtte nedprioritere ferier og oplevelser. På opholdet tog han bl.a. på cykeltur med sin datter, og familien knyttede nye venskaber, som består den dag i dag. ”Min datter taler stadigvæk om den tur,” fortæller Anders. Selvom Dansk Folkehjælps Feriehjælp først og fremmest handler om børnene, så betyder det også rigtig meget for forældrene. De får et pusterum fra en ofte presset hverdag, og en pause fra altid at skulle sige ”nej, det har vi ikke penge til”.
I år sender Dansk Folkehjælp cirka 1.000 familier på sommerferie. Feriehjælp består af et ferieophold af en uges varighed et sted i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi frivillige træder til. Frivillige som Brian Nielsen fra Nordjylland, der har været med i mere end 30 år og stadig glæder sig til det næste ophold. Gennem alle årene har Brian Nielsen oplevet, hvordan børnene blomstrer op i løbet af ferien og ganske enkelt ikke vil hjem.
Vi bør som samfund ikke acceptere, at børn fra økonomisk trængte familier bare må blive hjemme, mens resten af os samler på ferieminder. Heldigvis kan vi allesammen gøre noget. Du kan blive feriefrivillig på et af Dansk Folkehjælps ferieophold og være med til at give økonomisk trængte familier ferieminder for livet. Du kan også give et bidrag til Dansk Folkehjælps Feriehjælp på MobilePay 109132 og dermed være med til at give et barn en sommerferie, der ikke handler om afsavn, men om fællesskab, grin, nye venskaber og en historie at fortælle, når skolen begynder igen.




